Kulsvidning
At svide trækul er et ældgammelt, nyttigt håndværk. Her i landet er trækul anvendt siden slutningen af stenalderen og begyndelsen af broncealderen til smeltning af bronce. Senere er det anvendt til jern udvinding fra myre malm. Da produktionen her i landet var på sit højeste, blev trækullet anvendt til opvarmning og madlavning hovedsageligt i København.
De første kulsviere var helt almindelige bønder, husmænd og håndværkere, der som bierhverv sved trækul for at supplere deres ringe indkomst. De hentede - købte eller stjal - træet i skoven og bragte det til milepladsen, der som regel lå i nærheden af deres hjem.
Trækul fra Eskilstrup Kulsvierlaug
Eskilstrup Kulsvierlaugs trækul fremstilles af dansk løvtræ, hentet ved udtynding bl.a. i Lystrup og Jomfruens Egedes skovdistrikter ved Faxe. Træet skoves om vinteren og lagres til senere afbrænding.
At der alene bruges udtyndingstræ betyder, at fremstillingen af trækul ikke belaster skovdriften økonomisk – tværtimod.
Trækullet udvindes på traditionel vis i en mile, der opbygges og tændes i forbindelse med den årlige kulsvierfestival
Milen består af omhyggeligt opstablet brænde, dækket med granris og jord. Tændingen foregår oppefra gennem et hulrum, kaldet tændtrommen, og brændingen, der står på i nogle dage, reguleres gennem trækkanaler nederst i milen.
Temperaturen i milen når op mod 1000 grader, og trækullet fremkommer ved en forbrænding med reduceret tilførsel af ilt. Der bliver ikke klare flammer, træet svides langsomt og bliver efterhånden til trækul.
Farven på røgen fra milen indikerer, om milen brænder rigtigt. Efter nogle dages brænding under opsyn af kusvierne, standes brændingen ved at lukke luftkanalerne. Milen afkøles langsomt. og når den er kold, er det tid at åbne den og tage kullet ud.
Trækullet sorteres senere omhyggeligt, og kommes i poser til salg.